AGF drager i dag mod Fyn for at spille mod OB. På modstanderholdet er der en gammel kending.
Mikkel Kirkeskov skal i aften stå over for sin gamle klub AGF, som han spillede i fra 2005-2014 på både ungdomsholdene og A-holdet. Derfor bliver det en speciel kamp for venstre backen:
– Det bliver en speciel kamp for mig, men jeg ser frem til at give dem en ordentlig øretæve. Jeg har stadig en masse venner på holdet, som jeg stadig snakker meget med, så der bliver lidt sjovt, at stå overfor dem i morgen (i dag, red.), siger Kirkeskov til bold.dk.
Siden han forlod klubben, er der sket en del, og han kommer til at stå over for et anderledes AGF end det han kendte:
– Da jeg spillede i AGF, var vi mange af egen avl, men nu har de hentet en masse udlændinge, som selvfølgelig også er gode spillere. Det er et noget anderledes AGF, end da jeg forlod det, men de har skabt et spændende hold, udtaler den 23-årige OB-spiller.
Mikkel Kirkeskov nåede at spille 105 kampe på AGF’s bedste hold, som dog ikke kastede nogle mål af sig.
Skriv et svar