Stephan Petersen

Stephan Petersen kom til AGF i januar 2010 på en fri transfer. Men det er først efter Wieghorsts tilgang, at han føler sig ovenpå i sit spil.

Petersen har altid været en spiller med et højt topniveau og lavt bundniveau. Lige for tiden gør han det rigtig godt – han blev blandt andet matchvinder mod Randers, da han scorede til 3-2, som også blev kampens resultat. Selv mener han, at det er Wieghorsts spillestil, der har gjort ham bedre:

– Efter Morten Wieghorst er blevet træner er vi blevet gode til ikke at smide bolden unødigt væk, så man netop ikke kommer til at løbe så meget forgæves. Jeg bruger generelt færre kræfter i de fleste kampe nu, siger kantspilleren til stiften.dk og fortsætter:

– Den måde som Morten Wieghorst vil have os til at spille på, passer bare bedre til mig som spiller. Der er ikke så mange regler mere. Der er ikke noget med, at jeg ikke må få bolden. Tidligere måtte jeg jo kun få bolden dybt, og man bliver bare ikke en bedre spiller af at få at vide, at man ikke må få bolden i fødderne, udtaler Petersen.

Før i tiden kunne der gå lang tid, før han fik bolden, men sådan er det ikke mere:

– Der var kampe, hvor der kunne gå op til et kvarter uden at jeg rørte bolden. Sådan er det ikke længere. Vi forsvarer os med bolden, og spiller med en helt anden ro. Jeg får også lov til at tilbyde mig inde i banen, og det har jeg aldrig måttet før. Jeg er røget ud af spændetrøjen. Og det har været en kæmpe lettelse, kommer det fra den hurtige kantspiller.

Stephan Petersen har spillet 167 kampe og scoret 28 mål for AGF.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here