FCNAGF

En elendig første halvleg lagde fundamentet for en FC Nordsjælland-sejr, som AGF-spillerne kun kunne takke sig selv for. Efter pausen løftede AGF’erne dog niveauet og blev tilmed snydt for et straffespark, men generelt var der for langt mellem de farlige chancer, og AGF var aldrig i nærheden af point.

AGF var inden kampen mod FC Nordsjælland uden sejr i de seneste seks Superliga-kampe, hvis man ser bort fra den famøse kamp mod Hobro, der blev vundet på skrivebordet. Aarhusianerne lignede da heller ikke nogen, der havde tænkt sig at lave om på den dårlige stime, og de blev klædt helt af i kampens indledning.

Det blev en forfærdelig start på kampen, hvor AGF efter mindre end 20 minutter var bagud 2-0.

Læs også: Wieghorst: Vi har en masse at lære

Begge hold ville tydeligvis gerne styre spillet, men det var kun hjemmeholdet, der formåede at praktisere det. AGF’s spil var præget af alt for mange fejlafleveringer.

Efter et kvarter fik FCN så udbytte af deres spilovertag. I en kontroversiel situation, hvor hjemmeholdets Ingvartsen sparkede bolden op på sin egen arm, landede bolden for fødderne af Thycosen, der kunne sætte sin egen returbold i nettet til stor frustration for AGF’erne, der følte sig snydt af dommer Anders Poulsen.

Blot fire minutter senere var den gal igen. Danny Olsen var uopmærksom i opspillet og fik sendt en bold lige i fødderne på en Nordsjælland-spiller, der med én aflevering kunne sætte Ingvartsen op til en let scoring. 2-0 til FCN inden stadionuret havde rundet 20 minutter.

Læs også: Jønsson: De pillede os fra hinanden

AGF-spillerne virkede rystede og var ved at forære endnu en scoring til FCN, men efter en halv time fik de bedre fat i spillet, dog uden at spille sig frem til egentlige chancer. Dermed kunne hjemmeholdet gå til pause med en fortjent 2-0-føring, og det var ikke til at se, at de manglede deres topscorer Bruninho, som sad ude med karantæne.

Allerede i anden halvlegs første minut fik FCN en stor mulighed efter et hjørnespark, men AGF slap med skrækken.

Efter en lille time var AGF så endelig tæt på at komme tilbage i kampen på et skud fra Danny Olsen. Faktisk lignede det mere et indlæg, men den skæve bold sejlede ind mod mål og tog overliggeren. Stolpe ud.

Nyindkøbet Cavric kom ind i første halvleg i stedet for Yasin, som blev ofret på Wieghorsts taktiske alter, og han gjorde AGF’erne mere farlige efter pausen. Når der kom noget fra AGF var det i højresiden, hvor Mikanovic og Cavric havde et godt blik for hinandens løb.

Med små tyve minutter igen viste Cavric og Mikanovic flot et-to-spil. Cavric kom fri i feltet og blev nedlagt, men det fik ikke Anders Poulsen til at fløjte. Det lignede ellers et klart straffespark, og AGF’erne følte sig med rette bortdømt for anden gang.

Khodzhaniiazov kom på banen i stedet for Daniel A. Pederesen med et kvarter tilbage. Kort efter slog han et flot indlæg som ramte Danny Olsen ved bagerste stolpe, men endnu en FCN-redning holdt AGF fra scoring.

Generelt havde AGF langt mere ære af anden halvleg hvor særligt Cavric lyste op, men en velspillende FCN-keeper gjorde det han skulle, og AGF havde ikke de berømte marginaler på deres side. Derfor måtte de skuffede aarhusianere tage den lange tur hjem med endnu et nederlag i bagagen.

Læs også: AGF vinder skrivebordssejr over Hobro

Kampfakta

Resultat: 2-0 (2-0)

Mål:

1-0: 14′ Tchychosen

2-0: 18′ Ingvartsen

AGF’s startsopstilling: Steffen Rasmussen – Dino Mikanovic, Jens Jønsson, Josip Elez, Daniel Christensen – Daniel A. Pedersen (Khodzhaniiazov 77′), Danny Olsen – Kim Aabech – Ahmed Yasin (Cavric 38′), Mate Vatsadze (Nordstrand 70′), Elmar Bjarnason

Advarsler:

FCN: Ramon (30′)

Tilskuertal: 5781

Dommer: Anders Poulsen

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here