Foto: AGF.dk
Foto: AGF.dk

AGF’s første halvleg mod FC Nordsjælland var måske sæsonens hidtil dårligste. Derfor var det også fuldt fortjent, at hjemmeholdet scorede, og det forsøgte cheftræner Morten Wieghorst heller ikke at tale udenom.

Det var en tydeligt skuffet Morten Wieghorst, der mødte pressen efter nederlaget i Farum. Han prøvede ikke at bortforklare den dårlige indsats, men lagde sig fladt ned over for de fremmødte journalister.

– Set over 90 minutter var det helt fair, at Nordsjælland vinder. De var det bedste hold, sagde han og fortsatte:

– Når modstanderen presser højt, så må du jo spille uden om det. Generelt laver vi for mange pasningsfejl og det er også det, som fører til 2-0-målet. Kvaliteten i vores spil var ikke god, men oven i det giver vi modstanderen lov til at spille rundt om os. Vi havde snakket om inden kampen, at hvis du giver dem den plads, så er de dygtige holdspillere, og så udnytter den plads. Det var det, der skete i starten af kampen.

Læs også: Jønsson: De pillede os fra hinanden

Det dårlige spil var også grunden til, at Ahmed Yasin blev flået ud allerede efter 38 minutter, men Wieghorst havde gerne skiftet flere, hvis han havde muligheden.

– Jeg kunne have skiftet rigtige mange, så det var tilfældigt, at det blev Yasin. Det var uheldigt for ham, men jeg kunne have skiftet mange, og det var simpelthen for at få rusket op i det vi så, så det var årsagen.

Et enkelt lyspunkt

Til gengæld viste Cavric, der tog over for Yasin, at han har mere at byde på, og hans indsats var det eneste positive som Wieghorst hæftede sig ved.

– Jeg ved ikke, om Cavric er klar til at spille 90 minutter. Jeg var faktisk lidt i tvivl om han kunne klare det, når han kom ind så tidligt, men det gave han mig tommelfingeren op på, og det klarede han fint. Han var et lyspunkt, og han forsøger i en svær situation at løfte de andre med sit udfordrende spil. Han har farten til at gøre det og arbejder godt for holdet, så det var et lyspunkt.

Læs også: AGF snydt i Farum

AGF har nu ikke vundet på banen i de seneste syv kampe, og snakken om krise er så småt begyndt at melde sig. Cheftræneren ville dog ikke kalde det en spillemæssig krise, men han medgav, at man kan tale om en pointmæssig krise. Samtidig gjorde han, hvad han kunne, for at understrege, at AGF er oprykkere, og at forventningerne skal sættes derefter.

– Vi har stadig en masse at lære som fodboldhold. Vi skal ikke snakke os fra noget, og det skal vi heller ikke forsøge – overhovedet. Vi er oprykkere, og det kan godt være, at der er nogen, der synes, at AGF skal være et tophold, men der er vi jo langt fra endnu. Vi har masser at lære, og det viser kampen her også med tydelighed.

AGF’s næste mulighed for at komme tilbage på sporet er udekampen mod de regerende mestre fra FC Midtjylland, der spilles på søndag kl. 20.45.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here