AGF Fans Sjælland

Fredag den 23. oktober 2015, mørket har sænket sig over DS Arena. En betragtelig portion AGFere har fundet vej til stadion i Hobro ad motorvejen og siden gennem villaveje og industrikvarter. Det har de lokale også, ældre herrer, familiefædre og børn mest.

Af Mads Lund Mikkelsen

Ved pausefløjtet forlader en del AGFere udebaneafsnittet for ikke at vende tilbage. De har fået nok, 3-0 er man bagud, jammerligt. Anden halvleg fløjtes i gang; ingen udsigter til comeback. Det kommer heller ikke, comebacket, og selvom de fleste nærer håbet, har AGFerne på mobiltribunen bag det ene mål for længst oplevet nok skuffelser til at kunne genkende en ny en af slagsen, når den kommer.

Alligevel stiger volumen på lægterne efter små ti minutters spil langsomt, og pludselig tager det hele fart. På tribunen altså, ikke på banen; vi giver den gas! Der hoppes, der synges af lungers fulde kraft: “Aarhus gir aldrig op!”. Det føles godt, det føles rigtigt.

“Det kan godt være, vi er elendige på banen, men nu skal vi fandme vise, hvem vi er!”, råber capo, og festen på trods fortsætter, mens sjællænderen Emil Nielsen, Silkeborg-drengen Daniel A. Pedersen og den unge målmand Thomas Hagelskjær stående blandt de syngende fans deltager i en åbenbaring af århusiansk kærlighed til klubben.

Ingen ‘Stolte Som Få’
På vej hjem i bilen taler vi om en tilsvarende feststemning til en tabt 5-0 kamp i Parken for år tilbage, hvor drengene i bilen var med. En sang synges ikke på aftenen, ”Stolte som få” udebliver. Men det skyldes tilfældigheder, capo undlader helt at sætte den velkendte sid ned/stå op rutine igang.

Netop ”Stole som få”-sangen vælger Jakob Nielsen, dengang relativt ny i jobbet som direktør i AGF, ud i et interview, og taler om den. Han siger, at det er på tide at gøre op med en arrogance, der har præget AGF i meget lang tid. En arrogance, der har haft konsekvenser for klubbens omdømme helt ned til ungdoms- og børneniveau. Jakob Nielsen vil gerne have, at AGF i første omgang præsterer, og siden er stolte. Stolte af præstationerne. Og han har nok ret; det er sådan, man kommer langt i verden.

Men hvad synger vi om, når vi synger om os selv, de stolte i hvid og blå? Det kan lugte af provokerende arrogance, og det kan ikke udelukkes, at det er det. Allerede inden pausefløjtet i Hobro vender adskillige fans som nævnt snuden hjemad, men flertallet bliver. Og en stor gruppe synger, for at vise hvem de er, hvad de kan. Når vi bagud 3-0 ved pausen synger nattehimlen op på et stadion, der i øvrigt var musestille hele kampen, genvindes (noget af) den tabte stolthed og vi viser, hvad AGF kan være, viser, at der er noget at være stolt af.

Vi viser, at AGF, udover til tider at være elendige på banen har fans, der af og til viser vejen for spillerne, når de taber orienteringen. Heldigvis valgte spillerne i de mintgrønnetrøjer, der forhåbentlig aldrig nogensinde vender tilbage som andet end målmandsdragt, at kæmpe og spille en lidt bedre anden halvleg end den pinlige første.

På lægterne vandt AGF med tenniscifre
Comebacket udeblev forudsigeligt, men man vandt halvlegen med 0-1. På lægterne vandt AGF derimod med tenniscifre. Og sådan skal det være. Den type arrogance, der kæmper videre og ikke giver op, kan Jakob Nielsen nok godt bruge til noget, når han bygger videre på det ny AGF. Det er en selvfølelse, AGF ikke kan være foruden.

En fredag aften i Oktober ligger jeg på sofaen og venter på at skulle ud, jeg kigger fodboldvideoer for at fordrive tiden, som så ofte før. Ikke videoer med kampe og mål, nej, videoer med med rapportager om fankulturen i forskellige europæiske klubber. Tilfældigt falder jeg over en video fra stockholmerklubben Hammarby, ”Bajen” i folkemunde.

Det er nemt at se godt ud i en youtube-video på 10 minutter, men det er ikke nemt at se så imponerende ud, som Hammarbys fans gør. I sæsonen 2014, hvor Hammarby sikrede oprykningen til Allsvenskan efter hele 5 år i den næstbedste svenske række, har klubben en tilskuergennemsnit på hjemmabanegennemsnit på over 20.000 mennesker pr. kamp. Det var deres første sæson på deres nye store hjemmbane Tele 2 Arena.

I den første sæson (2010) under deres femårige fravær fra Allsvenskan ligger tilskuergennemsnittet på 6.864 personer, på et stadion med plads til 16.197. Siden da voksede gennemsnittet støt fra sæson til sæson i næstbedste række. Det hele får Hammarby-tilhængernes promovering af sig selv som ”modgangsfans”, fans der er stærkest i modgang, til at fremstå meget troværdig.

AGF bliver ikke stærkere i modgang
En tilsvarende udvikling med flere tilskuere for hvert år i næstbedste række er lige nu helt utænkelig i Århus. Hver sæson tilbragt i 1. division har betydet er markant fald i tilskuergennemsnit. I 2006/07 sæsonen var snittet 8.813, i 2010/11 6.204 og i 2014/15 4.922 pr. kamp. AGFerne har altså med tre nedrykninger oplevet en masse modgang, det ved vi, men vi bliver ikke nødvendigvis stærkere i modgangen.

Ser man på selve fankulturen, er Hammarby også decideret frygtindgydende stærke, stadion berygtet for en ekstremt høj volumen på kampdag, hvilket både klubbens gamle og nye ægte fodboldstadion bidrager til. Fankultur er der også masser af i AGF, modgangsfans inklusiv. Og Hammarby er en helt anden størrelse end AGF, med kun 1 mesterskab og 3 pokaltitler under bæltet. Forventningerne er traditionelt set selvsagt anderledes omkring anti-underdogen AGF, hvilket er på sin plads.

Alligevel kunne AGF og århusianerne generelt, særligt dem der ikke (længere) kommer på stadion, lære noget af Hammarby. Bajen-fans er stolte af sig selv og deres klub, og når de går på stadion fejrer de primært sig selv og deres stolthed, og giver alt for holdet. Det gør vi af og til også i AGF, men faktum er, at vi kan blive meget bedre til det. Der burde være mange flere på stadion, først og fremmest for at støtte holdet, allermest højlydt og inderligt i krisetider, ligesom en god portion fans gjorde det fredag den. 23 oktober på DS Arena i Hobro.

Stolthed, passion, lidelse, selverkendelse og galgenhumor
Kampen inden Hobro var 3-0 sejren over FC Nordsjælland på hjemmebane. Der var stemningen til gengæld den diamentrale modsætning af kampen i Hobro, og Speakers Corner var halvtomt og efterårssløjt. Den fælles holdning blandt os AGF-fans, en kombination af stolthed, passion, lidelse og skyhøje forventninger blandet med sort selverkendelse og galgenhumor, er en del af AGF, minimum efter 1997.

Det er lige så lang tid, jeg har været ved fodboldbevidsthed. Der vokser altså en ny generation af AGF-fans op, som utvivlsomt får hele traditionen overleveret fra venner, familie og stemningen på stadion. Heldigvis for det, for den fanatisme, der stadig findes omkring GF fødes ud af stoltheden og lidelsen. Men den nye generation kan også være med til at lægge noget på; den kan opretholde og genskabe en fankultur, vi fortsat kan være stolte af, som giver alt på tribunen, hvad enten AGF gør det godt på banen eller ej og viser spillerne og hele verden, at Aarhus aldrig giver op.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here