Elmar Bjarnason

Efter at have siddet udenfor de seneste 3 kampe inkl. en pokalkamp, var Elmar Bjarnason atter at finde i startopstillingen, da AGF i går mødte SønderjyskE. Den 28-årige islænding, som spillede på en i AGF-sammenhæng uvant plads på den centrale midtbane, glæder sig – på trods af resultatet – over holdets fysiske arbejde og indstilling i nærkampene.

– De står med ti mand nede foran eget felt fra første minut, og så er det svært. Især når man i forvejen ikke er inde i nogen god stime. Tingene flyder ikke helt, som de skal, spillet får vi ikke sat, men vi vinder til gengæld mange dueller inde i midten, siger 28-årige Elmar Bjarnason til stiften.dk.

Islændingen, som har siddet udenfor de seneste uger, mener, at der stadig er plads til forbedringer spillemæssigt, mens han dog er godt tilfreds med egen og holdets fysik:

– Der er klar fremgang at spore, og det er positivt. Det er fint at få point mod et hold som Sønderjyske, som måske er et af de mest fysisk stærke i ligaen. Det kan vi være glade for. Men vi skal blive bedre på bolden, og det skal jeg især også blive, men jeg er selvfølgelig en smule rusten, fordi jeg har siddet udenfor i et stykke tid. Men det vil komme, når jeg forhåbentligt spiller flere kampe. Fysisk gik det godt, for jeg vinder stort set alle mine dueller, også i luften.

– Og det er godt at se, at vi går 100 procent ind i alle nærkampe og fuldt ud matcher dem på fysikken. Det får vi også brug for mod Randers på fredag. De er mindst lige så fysisk stærke.

AGF lægger vejen forbi Randers FC på fredag, når der er kickoff kl. 20:30 på BioNutria Park.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here