Logo (diverse)

Glen Riddersholm er manden, der skal stå i spidsen for AGF. Det offentliggjorde klubben i en pressemeddelelse søndag eftermiddag.

Der gik ikke mange minutter fra beskeden om, at Morten Wieghorst havde fået sparket, til rygterne om hans afløser begyndte at svirre. Og der viste sig at være hold i rygterne. Dermed nåede AGF kun at være uden træner i et døgn. Den nye mand på posten er Glen Riddersholm, mestertræneren fra FC Midtjylland. Riddersholm har skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til 30. juni 2018.

– Vi er glade for, at en trænerkapacitet som Glen har sagt ja til at stå i spidsen for vores Superliga-hold. Det har været vigtigt for os at finde en cheftræner, som kan bygge videre på det projekt, vi har sat i gang, og som er en fagligt kompetent leder med stor gennemslagskraft. Glens meritter taler for sig selv, og han har vist, at han er i stand til at skabe resultater, samtidig med at han udvikler den enkelte spiller og et stærkt kollektivt, siger sportschef Jens Andersson om ansættelsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

– Vi får en stærk leder, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvad han kræver af sine omgivelser. Men han er samtidig også dygtig til at motivere og kommunikere, og han formår at få alle omkring sig til at trække i samme retning – lige fra det unge talent til den erfarne spiller. Det er en styrke, som vi har lagt stor vægt på i valget af Glen.

Læs også: Riddersholm: Vi tager én ting af gangen

Riddersholm, der er 43 år gammel og kommer fra Esbjerg, har været ungdoms-, assistent- og cheftræner i FC Midtjylland siden fusionen af Ikast FS og Herning Fremad i 1999, kun afbrudt af en toårig periode som landstræner for det danske U17-landshold fra 2006 til 2008. Hans ubetinget største resultat er det mesterskab han hjembragte til FC Midtjylland i sidste sæson – det første i klubbens historie. Desuden har også været med til at vinde bronze med klubben i sæsonen 2011/12 og 2013/14.

Glen Riddersholm fungerede som assistenttræner under Allan Kuhn i FC Midtjylland fra 2008 til 2011, hvorefter han overtog rollen som cheftræner frem til den opsigtsvækkende opsigelse i klubben kort efter, at mesterskabet var kommet i hus.

– Jeg er altid gået efter spændende udfordringer, og at blive cheftræner i AGF ser jeg som et af de mest interessante trænerjobs i Danmark. Det må være enhver ambitiøs træners ønske at være med til at realisere det potentiale, der er i AGF. Aarhus er en fodbold-by, og jeg føler mig meget privilegeret over at få mulighed for at stå i spidsen for en klub, der følges af så mange og har så stor bevågenhed. Jeg ser frem til sammen med alle i og omkring AGF at arbejde målrettet for at opnå resultater, som vi i fællesskab kan glædes over, siger Glen Riddersholm, der med stor interesse har fulgt de markante ændringer, der er sket i AGF siden sommeren 2014.

Læs også: Danny Olsen: Præcis hvad klubben har brug for

– Jeg synes den udvikling, der er sat i gang i AGF tegner meget lovende. Klubben har en klar og realistisk plan for, hvordan den skal komme tilbage til toppen af dansk fodbold, og det tænder virkelig mit trænerhjerte at være en del af dette projekt. I første omgang handler det om, at vi skaffer tilstrækkeligt med point til at konsolidere os i Alka Superligaen. Det kommer ikke af sig selv, men kræver hårdt arbejde, og det skal alle være indstillede på, når vi starter op efter nytår, siger Glen Riddersholm, der har sin første arbejdsdag med truppen d. 7. januar.

Foruden Glen Riddersholm ansættes også, hans trofaste assistent fra Midtjylland-tiden, Lars Friis. Han er stadig i klubben på Heden, men han opsagde sin stilling i klubben i kølvandet på Riddersholms exit og fratræder sit job til nytår. Jesper Sørensen, som blev hentet til AGF i sommers fortsætter som assistent sammen med Friis.

Med ansættelsen i dag har Riddersholm nu to en halv måned til at sætte sit præg på AGF-holdet, der først skal i kamp igen i slutningen af februar. Den endelige spilledato ligger ikke fast, men modstanderen er OB.

Glen Riddersholm og Lars Friis vil blive præsenteret på et pressemøde kl. 15 i PR electronics Lounge i Ceres Park. Pressemødet vil også have deltagelse af bestyrelsesformand Lars Fournais, adm. direktør Jacob Nielsen og sportschef Jens Andersson.

Presse, samarbejdspartnere og fans er velkomne til mødet, står der i pressemeddelelsen.

Vi på AGFFAN ønsker Glen Riddersholm og Lars Friis velkommen i AGF med håbet om, at de kan videreføre de flotte resultater!

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here