Jesper Sørensen

Assistenttræner Jesper Sørensen har mandag meddelt AGF, at han ikke ønsker at fortsætte i klubben som en del af det nye trænerteam, som blev præsenteret søndag.

Efter weekendens trænerrokade i AGF, hvor Glen Riddersholm og Lars Friis kom til og Morten Wieghorst og Bent Christensen, har der været tvivl om en enkelt plads i trænerstaben, nemlig assistenttræner Jesper Sørensens.

Sørensen har mandag meddelt klubben, at han ikke ønsker at fortsætte, det skriver AGF i en pressemeddelelse.

Læs også: Ny AGF-assistent: Det bliver en “vi-følelse”

– Jesper har leveret et professionelt og kompetent stykke arbejde for AGF, og vi tilbød ham at blive en del af det nye trænerteam. Men jeg respekterer også og har forståelse for hans beslutning. På klubbens vegne ønsker jeg ham held og lykke med de nye udfordringer, han giver sig i kast med. Vi vil nu bruge den kommende tid til at finde ud af, hvordan vi løfter de opgaver, Jesper har haft, siger sportschef Jens Andersson i pressemeddelelsen.

Jesper Sørensen blev en del af trænerteamet i AGF ved indgangen til indeværende sæson, og beslutningen om at stoppe har været meget ligetil for ham.

Læs også: Fournais: Vi skulle videre

– Jeg er glad for, at jeg har fået chancen for at vælge. Det tager jeg som en påskønnelse for det arbejde, jeg har lavet. Jeg har selvfølgelig kunnet noteret mig, at samarbejdet mellem de sportslige nøglepersoner i klubben ikke har fungeret optimalt, og i og med at jeg var en del af den ene side, synes jeg det er bedst for alle og helt fair, at tavlen viskes ren med et nyt trænerteam.

– Jeg er glad for, at Morten overbeviste mig om at blive en del af sit team, og jeg ønsker mine gode trænerkollegaer Glen og Lars held og lykke i arbejdet med spillerne og alt det bedste for klubben, siger Jesper Sørensen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here