AGF forlænger med Jens Jønsson

jens jønsson 2015

Jens Jønsson har skrevet under på en kontraktforlængelse med AGF. Det meddelte AGF i pressemeddelelse torsdag eftermiddag kl. 16.

I pressemeddelelsen lyder det blandt andet, at en kontraktforlængelse med Jens Jønsson har stået højt på sportschef Jens Anderssons prioriteringsliste, og det er nu blevet en realitet med en kontrakt, der løber frem til sommeren 2017.

– Det er et stærkt signal, at Jens har valgt at forlænge sin aftale, og at han på den måde tydeligt tilkendegiver, at han tror på det, vi er i gang med i AGF. Jeg har haft en positiv dialog med Jens i lang tid, og fremfor alt her i januar har han tydeligt signaleret, at han gerne vil blive i klubben. Kontraktforlængelsen har egentlig også været på plads i en uge, men vi har valgt først at melde den ud nu, udtaler sportschef Jens Andersson.

Cheftræner Glen Riddersholm deler begejstringen over, at samarbejdet med Jønsson nu også rækker ud over den nuværende sæson.

– Jeg har fået et meget positivt indtryk af Jens, og vi glæder os over, at han kan se det samme perspektiv i AGF, som vi kan se i ham som fodboldspiller. Han er fra vores egen talentudvikling, og det betyder meget for os, at vi har nogle kulturbærere i klubben, som kan være med til at hjælpe AGF mod lysere tider. Jens er en spiller, som stadigvæk har nogle ting at lære, men jeg er sikker på, at det samarbejde, vi i fællesskab skal have, vil gavne ham i hans fremtidige udvikling. Når der på et tidspunkt er en udenlandsk klub, der kalder på ham, vil han være bedre rustet til den udfordring, siger Glen Riddersholm.

For Jens Jønsson har der været flere grunde til, at han har forlænget sin aftale med barndomsklubben.

– Jeg synes, det ser rigtig spændende ud med ny trænerstab og nyt setup. Det vil jeg gerne være en del af, og jeg vil gerne være med til at spille AGF længere op i tabellen. Samtidig har det også været alfa og omega for mig, at jeg er tiltænkt en plads på midten. Mine ambitioner om at komme til en udenlandsk klub er stadig intakte. Det satser jeg også på at komme på et tidspunkt, og det er helt op til mig selv. Hvis jeg leverer godt for AGF, får jeg også muligheden på et tidspunkt, siger Jens Jønsson.

Jens Jønsson, der som 11-årig skiftede til AGF fra samarbejdsklubben IF Lyseng, fik sin debut i den hvide trøje i oktober 2011. I efterårets sidste kamp mod FC Midtjylland rundede han 100 kampe på førsteholdet, og indtil videre er det blevet til 2 mål.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *