RANDERSAGF

Røvhul! Røvhul! Det lidet flatterende tilråb gjalder udover Randers Stadion, hver gang den stakkels lokale speaker forsøger at få hjemmepublikummet med på det traditionelle fodboldritual, hvor holdopstillingen læses op og publikum istemmer med efternavnet. Men der kommer intet efternavn på spillerne fra Randers. Kun et fornavn, og så… ”Røvhul” fra 2.000 struber bag det ene mål.

Af Søren Højlund Carlsen

Det er en tradition, at århusianere på udebane på den måde saboterer opremsningen af hjemmeholdet, og i Randers har den altid fået en ekstra tand. Denne sommeraften er ingen undtagelse. Til stor moro for de tilrejsende sydfra, mens hjemmepublikummet vist ikke synes, det er så sjov igen.

Scenen fra Randers er et af de minder, der kommer op på mindre indre lystavle, når det kommer til spørgsmålet om min bedste ’away’ – min bedste oplevelse til en udekamp. I tankerne blander lyden af smæderåbet sig med minder fra en regnvåd kold onsdag aften i Viborg, hvor vi måske stod 500 fra Aarhus på udebaneafsnittet omgivet af flere urobetjente end der var fodboldspillere på banen. Et tilbagevendende skue den gang i starten af nullerne, hvor der desværre ofte var ballade med nogen ganske få tosser, der tog fodboldoplevelsen som gidsel fra os andre. Det hjælper nok ikke på det ry, at i den omvendte Viborgkamp var en tilskuer løbet på banen for at forsøge at overfalde Viborgs daværende målmand, Arek Onyszko. Uanset, hvor usympatisk den polske målmand viste sig at være, så var det ikke en god ide.



banner
+ Få 100% i bonus på første indbetaling
+ Få op til 1000 kr. i bonus
+ De største indenfor betting
+ Høje odds på lokale kampe
+ Live og almindelige odds
banner
+ 50 kr. gratis ved oprettelse
+ Op til 10.000 DKK i bonus
+ Live og almindelige odds
+ 50 free spins til casinoet (spilleautomater)
+ Alle sportsgrene

Viborg igen
I det hele taget har der været mange minder fra Viborg, men desværre også mange minder, der er krydret med dårlige sportslige resultater. Som nu den gang i foråret 2014, hvor AGF endnu en gang var ved at rykke ud af Superligaen. Som et næsten sidste desperat forsøg på at synge vores helte til redning var det som om halvdelen af Aarhus var taget til Viborg. Det var først gang, jeg havde min søn med til en udekamp. Og at se hans lys i øjnene, da vi først fik udleveret en hvid trøje – fanklubben havde sørget for hvide trøjer til alle – og dernæst fandt vores plads i det hvide hav, der sang og gyngede, som var det en fryd – det lys i min søns øjne var hele turen værd. Også selv om vi tabte 0-3 og senere rykkede ud. Selv om vi i øvrigt en måneds tid efter fik de tre point alligevel, fordi Viborg havde brugt en ulovlig spiller.

Man bliver ikke klogere
Mange andre udebaneminder er også forbundet med nederlag. For eksempel var det letsindigt, at tage i Parken og se AGF tabe 0-4, hvorefter FCK kunne fejre endnu et mesterskab. Det var også letsindigt, at tage til Brøndby i starten af sæsonen 2003-2004, hvor vi tabte, men hvor vi så kunne glæde os over svenske Jeffrey Aubynn, der lige var kommet til klubben og her på Brøndby Stadion rejste forventningerne til egen formåen højere end tribunerne på det nye lokale stadion. Vi blev klogere.

Men klogere bliver man åbenbart aldrig, når det kommer til udekampe. Selv om man har stået i silende regnvejr på Aalborg Stadion – før det blev ombygget og dermed fik tag på – så tager man jo alligevel af sted igen. Derfor er udekampene næsten den fysiske manifestation af den enorme loyalitet og kærlighed AGF er forundt. For hvorfor skulle man ellers rejse flere hundrede kilometer, bruge masseavis af penge og tid – blot for at se sit hold tabe? Det er da kærlighed. En kærlighed, der i Aarhus synes stærkere end andre steder.

I de senere år efter jeg har fået børn – og nu flere af dem – er det ikke meget, jeg kommer af sted mere til udebanekampe. Desværre. For jeg savner det. Jeg savner den følelse af sammenhold, der er ekstra stærk på udebane. Her er det virkelig os mod dem. Langt de fleste med AGF-sympatier står det samme sted, og det skaber helt automatisk en følelse, der er svær at genskabe på hjemmebane. Alle synger med på sangene – de fleste i hvert fald – og alle står vi sammen med vores helte nede på banen. Så stemningen på udebane er helt særlig. Det er her, vi finder sammen med fremmede mennesker side og om side med vores hold. Vi er væk fra Aarhus, men vi er stadig Aarhus – et lille stykke af byen på en tribune i Brøndby, Viborg, Odense, Herning eller i Randers.

Randers i 2009
Og så er vi tilbage i Randers. En julidag i 2009. Træner Erik Rasmussen var lige kommet til AGF og vi havde indledt sæsonen med at vinde hjemme over AaB på et mål af Peter Graulund. Så en sejr i Randers ville bringe os på førstepladsen i Superligaen for første gang i ni år.

Måske det var derfor, at så mange var rejst med til det gamle Randers Stadion denne mandag aften. Jeg var taget alene af sted for at mødes med Kim – en mine gamle venner fra Aarhus, der nu var flyttet til Randers – den slags sker jo. Men han holdt den hvide fane højt, så vi mødtes udenfor stadion og fandt vores plads blandt de mange andre fra Aarhus. Herfra kunne vi se det første hold – måske helt siden 1997, som vi virkelig troede på kunne komme langt. Med ankomsten af Erik Rasmusen var Aarhus igen optimistiske og denne sommer var vi nærmest helt kåde ved tanken om, hvad den nye træner kunne gøre ved vores hold.

På banen var spillere som Peter Graulund, Nando Rafael, Benny Feilhaber, Jakob Poulsen og lokale drenge som Kasper Povlsen og Michael Lumb. Men det var den sympatiske engelske midterforsvarer Mark Howard, der åbnede scoringen med et hovedstødsmål til hvid eufori på den gamle ende-tribune i Aarhus – enden, hvor scoringen faldt. Ret hurtigt kom vi dog ned på jorden igen, da Kenneth Emil Pedersen scorede noget, der det år var med i opløbet til årets mål, da den nuværende radiokommentator bankede bolden op i krydset 20 meter fra målet. Men både os på tribunerne og dem på banen ville det anderledes.

Først var det Nando Rafael – denne bomstærke tyske angriber, der kunne være blevet en verdensstjerne havde det ikke været for ben af glas – der sikkert satte en ripost ind ud for ende-tribunen, der nu næsten ikke kunne være i sig selv. AGF’s tredje mål faldt også udfor de tilrejsende fans, da Benny Feilhaber sluttede et smukt gennemspillet angreb af med en sikker scoring. Denne amerikanske elegantier, der ret beset var for god til at spille i Aarhus, modtager bolden midt i straffesparksfeltet og nærmest glidende afslutter han i det lange hjørne. Da kunne ende-tribunen ikke få luft. Vi troede ikke vores egne øjne. Foran 3-1 i Randers. Randers! – den opkomling fra nord, der troede, de var noget, var ved at blive ydmyget på egen bane.

Følelsen af triumf, genkomst, retfærdighed og glæde var større end nogen anden oplevelse, jeg har haft på en udebane. Og alle stemte vi lystigt i, da det blev pause og samtlige århusianerne mente, at Randers kunne ”Rend’os i røven”. Det kunne de og resten af verden nemlig den dag. Den julidag tilhørte Aarhus og os, der stod i Randers og råbte og sang, mens vi krammede hinanden og os selv. AGF var tilbage på førstepladsen med et hold, der – på det tidspunkt – var det bedst spillende AGF hold i mange år.

At vi så rykkede ned under et år efter er en helt anden historie og ødelægger isoleret intet ved oplevelsen. For den kamp den 27. juli 2009 – den triumf i Randers – er min bedste udekamps-oplevelse – indtil nu…

2 KOMMENTARER

  1. Husker godt den pågældende kamp mod Randers i 2009. En anden af de rigtig gode var den hvor Dioh Williams debuterede, driblede sig igennem hele Randersforsvaret og scorede :-D … må have været i 2007 eller deromkring.

  2. Rigtig god kamp i 2009. Også kampen hvor Dioh Williams fik debut mod Randers er værd at mindes. Han driblede hele deres forsvar og prikkede bolden ind. Synd hans bundniveau var så lavt.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here