Peter Graulund

”Dramatisk fodboldkamp i eftermiddag mellem AGF og Viborg i 1. division. AGF’s fans gik fuldstændig amok, da holdet fem minutter inde i overtiden sikrede sejren.”

Af Jonathan Lykke Lilmoes

Sådan indleder TV2 Østjyllands daværende studievært Frederik Roland indslaget om den mest utrolige udebanetur, jeg nogensinde har været med på, og der er trods alt efterhånden et par kampe at vælge mellem. Ordene er velvalgte, for vi gik – alle sammen – netop fuldstændig amok, da Peter Graulund sikrede den ufattelige sejr på traditionelt besværligt Viborg-græs.

Timer forinden den 16. april 2011 befandt jeg mig, modsat Hendes Majestæt Dronning Margrethe, der fejrede fødselsdag på Marselisborg tæt på Aarhus Stadion, med gevaldige tømmermænd på Harald Jensens Plads, hvor fra en bus skulle føre mig og mine medfans til det forjættede land, hvor De Hvii’e altid har haft det svært.



banner
+ Få 100% i bonus på første indbetaling
+ Få op til 1000 kr. i bonus
+ De største indenfor betting
+ Høje odds på lokale kampe
+ Live og almindelige odds
banner
+ 50 kr. gratis ved oprettelse
+ Op til 10.000 DKK i bonus
+ Live og almindelige odds
+ 50 free spins til casinoet (spilleautomater)
+ Alle sportsgrene

Busture til udekampe er en ubeskrivelig fornøjelse og min foretrukne transportform, da de altid er garant for underholdning og høj stemning blandt ligesindede. Der blev sunget, drukket og sågar danset i bussen, mens den lettere sløvt tvang sig gennem flækker som Voldby, Anbæk, Fårvang og Ans. Men hvad gør det, når stemningen er høj? Viborg er en af de kortere ture, hvor det kan være svært for alvor at komme i den rigtige udebane-stemning (læs: fuld). Vi blev sat af og skulle samles på et værtshus, et yndet indslag på busture med diverse arrangører, og her fortsatte festen. Der er ingen, der kan holde en fest som AGF-fans på udebane. Det gjaldt også denne dag i 2011, hvor vejret var i top sammen med humøret og bodegamusklen. Sammenhængen mellem fest og udebane er til at tage at føle på, og det er som sådan et invalidt modargument, at det er søndag eller for den sags skyld hverdag.

Når gamle fjender skal besejres, skal der ikke herske tvivl om, at AGF er i byen. I Viborg – og mange andre stedet ligeså – markeres det som oftest med fanmarch, hvor flag, bannere, råb og sang bliver blandet med den velkendte duft af de såkaldte romerlys. Dronningens fødselsdag ingen undtagelse.

For nu at vende tilbage til temaet, hvordan jeg blev krammet af fem – for mig – ukendte mænd, så springer vi direkte ind på Viborg Stadion, stedet hvor tiden er gået i stå, og kontrollører og billettører er sløvere end i Parken (alle, der har besøgt Parken, vil vide, det er lidt af en bedrift).

Efter en kamp, hvor De Hvii’e nok en gang var på bagben, skulle Storken Dennis Høegh, der tidligere slog sine vingefolder i dueslaget på Fredensvang, gøre det onde ved vi stakkels fans, da han scorede til 2-1 med blot to minutter igen af de oprindelige 90. Det var et hårdt slag, og stemningen på endetribunen bag det ene mål var noget trykket og præget af vrede. Ikke mindst fordi, Viborgs daværende målmand Robert Veselovsky kvitterede for målet ved at vende sig mod AGF-tilhængerne med en langstrakt midterfinger, efter at have modtaget ikke så få ukvemsord gennem anden halvleg, hvor han stod med ”os” i ryggen. Et regulært vandfald af halvfyldte ølkrus fløj ind på banen, og det fik for alvor sat gang i tribunen, der kogte.

Skæbnen var dog ikke med Veselovsky og resten af de hvid-/grønstribede kumpaner. Lykken tilsmilede Smilets By, da Arthur Sorin udlignede til 2-2 efter en dødbold, ikke færre end tre minutter inde i dommerens tillagte tid. Euforien var – næsten, skulle det vise sig – total, for et uafgjort resultat på udebane i Viborg efter en lige kamp ville være fuldt ud rimeligt.

Så stak Aron Johannsson pludselig af i en friløber, og i stedet for den logiske – typiske – løsning at skyde selv, afleverede han uselvisk til Peter Graulund foran Veselovskys mål. 3-2. Fem – ja, fem – minutter inde i overtiden. Tribunen eksploderede i øl, og mennesker der væltede oven i hinanden i glæde. Jeg var på det tidspunkt placeret helt nede foran – langt fra min følgesvend – og i et øjebliks total eufori blev der uddelt krammere til højre og venstre. Ikke bare af mig, men af alle. Således endte kampen med, at jeg kunne forlade Viborg Stadion efter at have krammet fem – for mig – ukendte mænd.

Det er det, fodbold – og udekampe med ligesindede – især kan. Det er magien, det er sammenholdet, det er den ekstra kraft på stemningen, den udtalte lyst til at bidrage, og det er forventningens glæde om at kunne vende snuden hjemad med tre point i kufferten. Præcis som vi gjorde denne utrolige dag i Viborg den 16. april 2011. Dagens fødselar skænkede vi ikke en tanke. Denne dag var vores, og AGFs. Udelukkende.

Se den vanvittige afslutning på kampen her:

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here