Hvilken tone havde samtalen, da cheftræner Glen Riddersholm og assistent Lars Friis mødtes dagen efter efterårssæsonens sidste kamp til evaluering af den forgangne halvsæson? Og hvilken følelse havde direktør Nielsen da hans hoved ramte puden sent om aftenen søndag den 11. december? Og bestyrelsesformand Lars Fournais?

Af Mads Lund Mikkelsen 

Det er ikke til at sige, men formodentlig var Riddersholm og Friis afdæmpede, alvorlige, og efter al sandsynlighed ærgrede de to fodboldbosser Nielsen og Fournais sig godt og grundigt, over spildte muligheder, ustabilitet, og manglende dræberinstinkt, der igen kom til at koste point.

Seks point fra fire kampe mod modstanderne FCK, FCM, Lyngby og AC Horsens er ellers slet ikke så dårligt, men AGF havde brug for mere, hvis målsætningen om en placering i top 6, der giver adgang til mesterskabsslutspil og afslappede forsommernerver, skulle opfyldes. To point mere end de 6 point fra de fire kampe havde AGF kunnet sætte på kontoen, hvis der i truppen havde befundet sig en spiller, der altid sparker straffespark ind. Igen noget at ærgre sig over.

Ligesom klubbens ledere gik de fleste AGFere nok slukørede hjem fra stadion i søndags, og det med rette, for mestrene fra København spillede ikke nogen god kamp, og slap med med skrækken. Ikke fordi AGF var blændende, og præstationen på tribunerne tenderede også til det semi-dovne, trods pyro og tifo, men en pointdeling havde været et fair resultat. Hjem gik aarhusianerne under de smukke nøgne bøge, spøgelsesagtige i lyset fra stadions projektører, de fleste tilfredse ved udsigten til den kommende vinterpause.

Skyldig i skamplet
Når jeg siden den aften har tænkt efter og set tilbage på sæsonen, har jeg personligt indtrykket af, at mange spillere ikke har præsteret på det niveau, de burde, og at holdet ikke er den sammentømrede enhed, det burde være. Det værste enkeltstående nederlag i klubbens historie, 0-7 hjemme mod BIF, har AGF-truppen anno 2016 gjort sig skyldig i, en skamplet på klubbens renommé.

Siden har holdet rejst sig, lidt, og vist små tegn på at være kommet sig, men fornemmelsen af, at truppen ikke hænger godt nok sammen endnu, og at enkelte brodne kar er klar til at slå op i banen, nager stadig. Det ville være forkert at fremhæve enkelte spillere og allerede nu dømme indkøb fra sommerens transfervindue ude, men AGF har på papiret en solid trup med kvalitet og bør ikke være i nærheden af at skulle slås for at undgå nedrykning. Med 6 point ned til Viborg på sidstepladsen og 4 point op til Horsens 7. pladsen er alt utroligt nok åbent, intet tabt og intet vundet.

At der stilles så høje krav til holdet og til de enkelte spillere, er klubben selv skyld i, når den melder ud at den officielle målsætning er, at ende i top seks. Lægger man dertil de gode takter, holdet viste i foråret 2016 efter pokalfinalen og i kampene, som gav adgang til selvsamme finale, kan man kun sige, at sæsonen 2016/2017 indtil nu har været en skuffelse. Der skulle jo lægges på, spillet skulle tilføjes facetter, forsvaret stabiliseres. En vinderkultur under opbygning, det var fortællingen, klubben ville formidle. Hvordan står det til med det projekt?

Manglende stabilitet
Allerede forud for den 5. spillerunde, forud for kampen mod Lyngby den 12. august, stod det klart, at AGF ikke havde fået den stabile start på sæsonen, alle med hjerte for klubben havde håbet på. Egentlig var det kun i sæsonpræmieren mod Sønderjyske, at holdet havde vist den kompakthed og det dræberinstinkt, der er kendetegnende for et hold med en sund vinderkultur, for 2-1 sejren over Viborg i anden spillerunde blev ikke grundlagt på sikkerhed og kværnende vilje. Det var nerver på til det sidste, klassisk GF. Men med en sejr mod Lyngby kunne der rettes op på nederlaget mod Randers og 2-2 kampen i Esbjerg.

Kampen bølger frem og tilbage og ligger midt i anden halvleg ved stillingen 0-0 endnu på vippen, da chancen tilfalder Morten Duncan Rasmussen, men alene foran mål kan han ikke passere storspillende Jesper Hansen i Lyngby-buret. 0-0, ingen katastrofe, ingen tegn på et hold på sammenbruddets rand, men et svagt resultat. I kampen efter mod Brøndby indtræffer derimod katastrofen, som kun få havde set komme.

Kigger man på resultaterne efter Brøndby-kampen, er det fristende at slå mareridtsdagen hen som en enlig, kulsort svale, for siden da har AGF ikke fået klø og højest tabt kampe med en margen på 2 mål. Kimen til det totale kollektive sammenbrud må dog have ligget i truppen, der som sagt sidenhen har rejst sig, men også er faldet adskillige gange i vigtige kampe, som eksempelvis ude mod OB og Silkeborg. At ikke alle spillere efterlever træner Riddersholms krav om fuldt engagement og fight, blev kun bekræftet af Jacob Nielsens offentlige efterlysning af vindermentalitet og vilje til sejr.

Hvad er konceptet?
Spilmæssigt er det heller ikke tydeligt, hvilket koncept man ønsker at køre; høje lange bolde til Duncan, masser af indlæg eller måske alligevel fokus på hurtigt omstillingsspil langs jorden, som det har været spillet i de kampe, hvor unge Kasper Junker har spillet på toppen? Spillere som Martin Spelmann, Danny Olsen, Björn Daniel Sverrisson og Elmar Bjarnasson har teknikken og flairen til at spille en lidt mindre direkte stil, men spørgsmålet er, om det er, hvad Glen Riddersholm vil.

Efterårets højdepunkt var uden tvivl den livsvigtige 5-1 sejr ude over AC Horsens, som på flere måder brød den kvælende apatiske stilhed, der var ved at lægge sig som en tung dyne over AGF og omgivelser. Spillet fungerede fremragende, mest efter 0-1 målet, med lækre kombinationer, kyniske afslutninger og masser af selvtillid og på udebaneafsnittet havde vi det så sjovt, som vi ikke har haft det i lang tid. Dertil kom den flotte tifo ved indløb. Men symptomatisk for AGF anno 2016 blev den flotte sejr fulgt op af et knebent nederlag mod Lyngby.

Ustabilitet, store udsving, det har været de væsenligste karakteristika for AGFs efterår, jeg tror, at årsagen ikke skal findes i spillertruppens interne dynamik, som vi som fans ikke har nogen chance for at have føling med. Fortsætter AGF i samme rille, så ligner det, at vi skal spille nedrykningsslutspil i foråret og til sommer, og det vil kræve at truppen står sammen og at spillerne forpligter hinanden på at spille på det niveau, vi gentagne gange har set, de kan præstere på.

Den 19. februar mod AAB går det løs igen, og inden da kan der nå at ske meget. Man kan kun ønske sig, at trænerstaben finder frem til en stabil startformation, som mestrer både direkte spil langs jorden og i luften samt mere kontrollerende og afventende taktikker, som der kan blive brug for i et eventuelt nedrykningsspil og i pokalen, hvor AGF har gode chancer for at nå semifinalen. Samtidig må det være en opgave, at identificere de spillere og de dynamikker, som fører til ustabilitet og svingende præstationer. Ikke just nogen lille udfordring.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here