Kender man bare lidt til fodbold, så ved man, at nedrykningskampen kan være noget helt særligt. Noget helt særligt grusomt, men også noget særligt smukt, når fans og spillere i samlet flok afværger katastrofen.

Af Mads Lund Mikkelsen

Udenforstående gyser med, et stykke af vejen, udlever den særlige og meget menneskelige perversion der er at få fornøjelse ud af andres lidelse, angst og tårer – på sikker afstand, så man ikke selv risikerer noget. Men fred være med det, det er nok kun de færreste af os, som ikke på afstand med nydelse har fulgt en anden klubs kvaler.

AGF er midt i en nedrykningskamp. Vi fans er midt i en nedrykningskamp, vi risikerer i den grad noget – og det skal vi turde!

Det er ikke nogen overraskelse, at AGF igen i år kæmper for overlevelse. For AGF har i hele mit bevidste fodbold-liv befundet sig enten i opryknings- eller nedrykningskamp. Med undtagelse af en enkelt sæson under ledelse af Den Glade Pik og så et par enkelte selvforglemmende stimer på 3-4 sejre, som fik os til at drømme. Selv under sidste års pokaleventyr var det ret beset kun de kommende strukturændringer, som gav den nødvendige ro til fokus på pokalen og en række sejre i ligaen efterfølgende.

For mange føles det som skæbne, som en tragisk skæbne, at det er gået AGF sådan. Tragisk fordi vores skæbne synes ond og ubønhørlig, tvingende. Hvem kender ikke følelsen af at gå hjem fra stadion eller køre hjem fra udebanetur med følelsen af at ”sådan måtte det jo gå”?. På samme måde forholder det sig med visheden om nedrykning; man har set det ske før, kender følelsen, rutinen.

Selv har jeg, som så mange andre, med mit hoved dømt GF nede i år. De ryger ned, har jeg sagt til venner og bekendte, mærk dig mine ord, de har det ikke i sig. Det er jeg stadig overbevist om, med mit hoved, for jeg har set nok, set nok halvhjertede aktioner, nok små-skænderi spillerne imellem, nok håbløse beslutninger og elendigt forsvarsspil. For at være helt ærlig, så er det lige til at tude over, det har jeg også gjort og gør det med sikkerhed, når håbet er slukket og tæppet falder.

Hvis altså tæppet falder. Håbet lever, hvordan kan det være anderledes? Vi har ikke råd til ikke at håbe, klubben har ikke råd til det. Vi bliver nød til at byde skæbnen trods.

Muligheden for overlevelse består jo i den grad. Der er hele 6 kampe igen og kun 5 point op til SIF, som har vist svaghedstegn på det seneste. Dem har vi to kampe mod, for i det nye system (der lader til at være designet til at maksimere den perverse underholdningsværdi af nedrykningsslaget) afgør direkte dueller mellem de nedrykningstruede det hele. Selv hvis vi ikke får en reddende 1. eller 2. plads er det stadig minimum 2 knald eller fald kampe om overlevelse. Måske kan det komme AGF til gode? Hver kamp bliver som en lille finale (undskyld den tyndslidte kliché), som en pokalkamp, og netop de kampe har i det seneste halvandet år ligget godt til AGF. Mirakler er sket før og de kan ske igen, også for AGF. Mulighederne er åbne, terningerne endnu ikke kastet. Mere end et par sejre skal der med garanti ikke til for at vække Aarhus til dåd og ægte kamp for overlevelse.

En åbningssejr eller to er præcis, hvad Aarhus og AGF har brug for. Håbet og troen på, at det kan lykkes, skal tilbage. Skal det lykkes, er det nødvendigt, at hele det hviie Aarhus samles om projektet. Virker det at 300-500 mennesker synger deres lunger ud? At 1000 til 1500 kommer med på udebane? Nogle gange, andre gange ikke, men vi har ikke råd til at lade være, og spillerne nævner tit opbakningen fra lægterne som en vigtig faktor.

Derfor skal der hermed lyde en opfordring til alle jer, der er blå-hvide i hjertet om at møde op på udebane såvel som på hjemmebane og med beslutsomhed støtte op om holdet, så de kan mærke, at de bliver pisket frem, løftet op – at vi ikke bøjer nakken i Aarhus! Der skal kæmpes mod nedrykning!

Det kræver at alle lige fra den 16-årige ”ultrá” i sin Stone Island-jakke, som måske ikke helt tør smide hæmningerne, til den 45-årige familiefar, som måske synes han er blevet noget for gammel til den slags, åbner munden og sammen viser spillerne, at vi er klar til at bære vores del af det store ansvar, som spillere og trænerstab bærer hoveddelen af. Nu gælder det!

 

 

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here