Onsdag klokken 10.00 påbegyndte AGF den sidste træning, inden holdet torsdag drager mod søhøjlandet for at møde rækkens øjeblikkelige nummer seks, Silkeborg IF. På trods af den seneste skuffelse mod SønderjyskE foretog AGF-truppen ubekymret og med oprejst pande de sidste forberedelser inden torsdagens kamp med Peter Sørensen som taktisk vejleder. Udover de sædvanlige udstikninger omkring modstandere og spillestil, blev der også tid til at øve indlæg til Søren Larsen. Og det blev såmænd til et mål eller to.

Sidste mand på Fredensvang er Hjalte Bo

Det er nærmest en naturlov på Fredensvang, at den sidste AGF’er på træningsbanen, gerne blot et minut eller to før træningsstart, er midtbanespilleren Hjalte Bo Nørregaard. Mens spillere som Søren Berg, Peter Graulund og Emil Ousager oftest er på græs flere minutter, før klokken bliver 10.00, og træningen begynder, ja så er det noget anderledes  med den tidligere FCK’er. For sent kommer han dog aldrig. Med sin rutine har han tilsyneladende en evne, som gør, at han ved lige nøjagtig, hvornår klokken slår 10, hvilket betyder, at han altid træder ind på træningsbanen ganske få minutter – eller sågar sekunder – før Sørensen og Sørensen fløjter til samling. Således også onsdag formiddag, hvor Hjalte Bo Nørregaard kom traskende ind på Fredensvangs ganske grønne bane 2 i netop det sekund, hvor der blev kaldt til samling.

I første omgang stod den fysiske træner Lars Raundahl for opvarmningen, hvor afslappede Hjalte Bo selvfølgelig deltog. Efter de sædvanlige løb og øvelser uden bold samledes spillerne omkring en række af kegler, hvor der skulle trænes “hurtige fødder”. Med step på tværs, baglæns og over de små kegler fik spillerne dels varmet op og dels trænet hurtighed og acceleration. Nogle klarede det bedre end andre. Raundahl var ikke ubetinget tilfreds med spillernes morgen-kluntede bevægelser over keglerne, men i løbet af nogle minutter kom noget nær alle spillere  for alvor op på tæerne, og bevægelserne matchede dermed i højere grad den fysiske træneres ambitioner.

Tidligt Jørgensen-exit og forsvarsfokus

Samtidig med de “hurtige fødder” løb Aron Jóhannsson sammen med fysioterapeut Hans Henrik Gaden. Den islandske angriber døjer en smule med et slag, han har pådraget sig for nylig, og derfor deltog han ikke i samme grad som resten af holdet i træningen. Helt galt er det dog ikke, da Jóhannsson er en del af den trup, som er udtaget til kampen mod Silkeborg. Samtidig gik midtbanespilleren Martin Jørgensen forholdsvis hurtigt ud af træningen. Småskavanker med det aldrende bentøj gjorde, at Jørgensen, efter samråd med Hans Henrik Gaden, gik tilbage mod klubhuset efter lidt opvarmning og lidt spil med bold. Cheftræner Peter Sørensen understregede dog overfor Aarhus Stiftstidendes mand på Fredensvang, at der ikke er så stor bekymring omkring Jørgensenes deltagelse i torsdagens kamp i Silkeborg. AGF’s 10’er er da også ligeledes udtaget til kampen.

Efter opvarmningen samledes spillerne omkring Peter Sørensen på midten af banen, hvor han delte trøjer og dessiner ud til højre og venstre. Truppen blev delt op i en offensiv og en defensiv del, hvoraf de defensive kræfter, blandt andre Adam Eckersley og Anders Kure, fik særlig vejledning af Sørensen. Med spil på to mål blev der trænet i forskellige scenarier med specifikt henblik på kampen i Silkeborg. Cheftræner Sørensen strøede i den forbindelse om sig med navne som Christian Holst, Kasper Risgård og “Tømreren”, og fokus var i denne del af træningen generelt på de defensive aspekter af kampen mod Silkeborg.

Egbedi overstrålede Scheel

Efter denne seance med fokus på forsvarsspillet, blev truppen delt ligeligt op i to hold, hvoraf det ene naturligvis fik en smule mere fokus end det andet. Det ene af de to hold samlede sig omkring Peter Sørensen, og her hørte de i cirka fem minutter på den respektindgydende cheftræner, som tydeligvis forberedte sin start-ellever på torsdagens strabadser i søhøjlandet. Samtidig med Sørensens dessiner hyggede andre spillere som Edafe Egbedi og Emil Scheel sig med finurlige tricks og finter. Nigerianske Egbedi, som kom til klubben i vinter efter et prøveophold, viste flere prøver på sin fine teknik, og selvom midtbanespilleren Emil Scheel forsøgte at efterligne nigerianerens tricks, fremstod han ikke helt ligeså teknisk begavet. Omvendt havde Scheel sin styrke blot minutter senere, da de to spillere trak ind mod målet for at afslutte lidt på Emil Ousager, mens Peter Sørensen delagtigjorde  start-elleveren i taktikken oppe på midten.  Scheel demonstrerede sin fine sparketeknik flere gange, mens Egbedi havde noget sværere ved at passere reservemålmanden Ousager.

Da Sørensen var færdig med sin taktiske fremlæggelse, fløjtede han en åben kamp igang, hvor han selvfølgelig fortsat havde fokus rettet på den udvalgte startopstilling. I den forbindelse blev der dog også byttet lidt rundt på forskellige pladser. I denne kamp viste blandt andre Edafe Egbedi fine evner i det udfordrende spil, hvor han flere gange var tæt på at bryde igennem i både højre og venstre side. Generelt stod AGF-forsvaret dog godt, og det meste blev afværget. Samtidig havde blandt andre Søren Larsen flere udmærkede afslutningsmuligheder, hvoraf en enkelt chance var tæt på at udmønte sig i mål. Emil Ousager hev dog en flot redning frem, og de cirka 15 minutters åbent spil endte derfor, forventeligt, 0-0.

“Landsholdsagtige Larsen”

Slutteligt blev der øvet lidt hjørnespark og frispark både med offensiv og defensiv orientering, og herefter blev truppen delt op. Spillere som Stephan Petersen, Osama Akharraz, Søren Berg, Casper Sloth, Søren Larsen, Aron Jóhannsson og Davit Skhirtladze gik med Jesper Sørensen ned i den ene ende af træningsbanen, hvorfra de øvede indlæg og afslutninger. Indlæg har der ellers ikke været meget af i de seneste kampe, hvor “Lange Larsen” ikke har haft meget at arbejde med i feltet. Men som ved enhver anden kampforberedne træning, blev det selvfølgelig øvet, og det gik sådan set udmærket. Blandt andet havde Søren Larsen flere gode afslutninger på indlæggene, som dog havde noget svingende kvalitet. En enkelt gang gik der et sus igennem træningsanlægget, da Søren Larsen, som i sine gamle landsholdsdage, ramte et indlæg helt rent med venstreskøjten. Desværre gik bolden direkte på overlæggeren til stor ærgelse for Larsen selv.

Nogle spillere gik mod klubhuset, mens der blev øvet disse indlæg, mens andre igen bare nød det dejlige forårsvejr ved at slå sig ned på det lune græstæppe. Her sad blandt andre Anders Kure, Atle Roar Håland, Hjalte Bo Nørregaard og Peter Graulund og fik sig en sludder, mens de lavede forskellige små udstrækninger. Jævnligt hørtes der spredte grin fra den rutinerede gruppe, som så ud til at nyde det halvlune solskinsvejr i Fredensvangs hyggelige omgivelser.

Cirka 11.15 var træningsbanen næsten tømt for AGF-spillere. Kun Stephan Petersen, Casper Sloth og Søren Larsen var fortsat at finde på banen, hvor de tre offensive spillere hyggede sig med at sparke en bold højt op i luften. En af dagens tilskuere, en lille fyr på 7-8 år, var yderst benovet over, hvor højt de tre AGF’ere kunne sparke, og endnu mere benovet var han selvfølgelig, da de tre spillere tog sig tid til at skrive autografer og hyggesnakke lidt. Øjnene var bogstaveligt talt ved at falde ud af hovedet på den lille gut.

Moldskred på Fredensvang

I forbindelse med træningen fik AGFFAN.dk sig en snak med Peter Sørensen, hvoraf du allerede nu kan læse resultatet af halvdelen af denne her på siden. Den anden halvdel, omhandlende forsvarsfighteren Anders Kure, kommer op på siden en af de næste dage, mens det samme er tilfældet for et interview med Jesper Sørensen omhandlende den nigerianske tekniker Edafe Egbedi. Endelig blev også til et kort citat fra Kasper Povlsen omkring den højrebackposition, som han indtog i mandagens kamp mod SønderjyskE. Dette kan også læses på siden i løbet af de næste par dage.

Alle spillere i truppen, undtagen David Devdariani, Jerry Lucena, Arthur Sorin, Mark Howard og Morten Moldskred, deltog altså i dagens træning forud for torsdagens kamp i Silkeborg. Netop da AGFFAN.dks skribent skulle til at forlade træningsanlægget kom norske Morten Moldskred kørende ind på anlægget i selskab med David Devdariani. Som flere medier allerede har skrevet er den norske angriber altså tilbage i Danmark, efter at have plejet sin skade hjemme i Norge i nogle dage. I dag deltog han altså i genoptræningen sammen med de andre i styrketræningscenteret  ude på Aarhus Stadion, mens omklædningen, som altid, foregik på træningsanlægget i Viby.

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here